At vi mennesker lever som flokdyr, har en væsentlig indvirkning på, hvordan vi lever. Vi stræber nemlig individuelt alle efter status i flokken, og herved mere personlig indflydelse.
Ud fra et evolutionært synspunkt giver dette mening. For status må for vores forfædre have betydet øget adgang til ressourcer og muligheder for reproduktion, hvilket sådan set også er gældende i dag. Med den evolutionære stræben efter status er den naturlige konsekvens, at der dannes hierarki i flokken af mennesker, uanset om dette er i familien, blandt venner eller i erhvervslivet. Som udgangspunkt kan vejen til toppen af hierarkiet skabes gennem prestige eller dominans. Hvor prestige skabes via beundring for særlige evner, som individet mestrer, så handler dominans om aggression.
Med grundvilkåret for stræben efter status kan det selvfølgelig undre, at vi mennesker ikke er i konstant kamp i vores flokke for at øge vores individuelle status og kravle til top i hierarkiet. For når status er så vigtigt, så burde vi jo gøre alt for at forbedre vores position. Men ikke alle kan have samme status, og derfor har vi også ræsonnement til at acceptere en lavere status i hierarkiet, da det kan være farligt for vores eksistens i flokken at udfordre et andet menneske, der er fysisk overlegent eller har mange allierede.
Det ville f.eks. ikke være så strategisk for en medarbejder at sige til sin chef, at hun vil have chefens stilling. For dette vil givetvis resultere i, at chefen føler sig truet på sin status og position og som en konsekvens vil udøve forskellige magtpåliggende initiativer for at modvirke, at dette sker.
Vi mennesker kan altså ræsonnere i forhold til status. Og det er der en helt særlig årsag til; nemlig vores meget veludviklede hjerne, som du kan læs mere om i artiklen: Hjernen – dit vigtigste organ
Læs også artiklerne:
Mennesket som flokdyr
Din psyke er som dyrs
