At vi mennesker kan ræsonnere, adskiller os ikke fra andre dyr, men det gør graden af vores ræsonnementer. Og det bringer os til følgende spørgsmål: Hvad er det vigtigste menneskelige organ at redde, hvis der forekommer en ulykke, og der skal ydes førstehjælp med hjertemassage? Er det hjertet, lungerne, hjernen eller andre organer?
Mange tror, at det er hjertet. Dette er fejlagtigt antaget; der ydes hjertemassage for, at der fortsat kan sendes blod til hjernen. Hvis der ikke sendes blod til hjernen, så kan vi ikke fungere, og i værste fald dør vi. Hjernen er ultimativt vores vigtigste organ.
Alt det, vi sanser, oplever og mærker, skabes i hjernen. Alt det, vi gør, udspringer af hjernens aktivitet – personlighed, type og humør. Hjernen er vores mest vitale organ. Som mennesker er vi på ingen måde fysisk overlegne i forhold til andre arter, men intellektuelt er der ingen art, der er os i nærheden. Dette skyldes utvivlsomt, at vi har en evolutionært meget veludviklet hjerne.
Hjernens opbygning
Vores menneskehjerne er en forunderlig størrelse, som vi kun forstår en brøkdel af. Den består af tre overordnede dele, der alle har forskellig funktion, placering og tidsmæssige udvikling:
– Krybdyrshjernen
– Det limbiske system
– Neocortex
Krybdyrshjernen (også kaldet reptilhjernen) er den ældste del og tillige den del, som vi mennesker har til fælles med krybdyrene. Hjernens funktion er at sikre sikkerhed og overlevelse af organismen ved at tjekke omgivelserne samt registrere og reagere på en brøkdel af et sekund på farer. Hjernen styrer også hjertets rytme og hastighed, hertil blodtrykket og hastigheden af vejrtrækningen samt tarmens funktion.
Det limbiske system (også kaldet følelseshjernen) er center for vores følelsesmæssige forståelse og kobler ydre stimuli med vores indre kropslige forhold. Det er den del af hjernen, der gør, at vi mennesker kan være indfølende over for andre – og det er også her, at centrale dele af vores hukommelse lagres. En væsentlig struktur af det limbiske system er Amygdala, som blandt andet håndterer frygt og forsvarsreaktioner. Amygdala bestemmer, om en situation er truende nok til at igangsætte en kamp-, frys eller flugtreaktion.
Neocortex er den senest udviklede del af hjernen. Den processerer tanker, der anvendes til at foretage planlægning og handling. Det er altså her, at vi mennesker ræsonnerer samt forbinder og udvikler logik, kreativitet og sprog. Neocortex er opdelt i venstre og højre hemisfære, der hver har deres funktion. Den højre del betragtes som den kreative del, og den venstre del som den logiske. Med undtagelse af meget simple rutinemæssige funktioner er de to dele af neocortex aktiveret ved alt, vi mennesker foretager os.
Fare og Amygdala
Når vi mennesker udsættes for fare – eller endnu vigtigere: når Amygdala registrerer fare – så overtager krybdyrshjernen vores handlerum, og de andre dele af hjernen frakobles, så at sige. Stresshormoner udskilles i kroppen, og en lang række reaktioner aktiveres: Pulsen stiger, pupillerne bliver større, vejrtrækningen bliver hurtigere, brystkassen udvides, musklerne spændes, munden bliver tør, og sveden forøges. Med vores handlerum frakoblet de følende og tænkende dele af vores hjerne, går vi i såkaldt ‘overlevelsesmode’ med tre reaktionsstrategier for faren, nemlig kamp, frys eller flugt.
Disse er reaktionsstrategier designet til at sikre din overlevelse på savannen, hvis en stor sabeltiger pludselig vil æde dig. Og hvis du filosoferer over det, er det jo ret smart, at vi mennesker er skabt med en alarm (Amygdala), der ved pludselig opstået fare sætter alarmberedskabet i gang og aktiverer en af tre strategier for at sikre vores overlevelse. Hvilken strategi der aktiveres, kommer an på situationen og dig som individ. Men reaktionen sker instinktivt på et splitsekund og har helt sikkert været årsag til overlevelse for en del af vores forfædre. Omvendt kan det også være en ulempe for os mennesker i dag, da vi som nævnt har skabt en dagligdag i det vestlige samfund med lav risiko, dermed meget sjældent fare, der skulle aktivere Amygdala. Og dog.
For mange fobier, angst og usikkerhed aktiverer netop dette, også selvom situationen ikke repræsenterer en reel fare for vores overlevelse. Og har vi oplevelser, som Amygdala tidligere har registeret som farlige, lagres disse i vores hukommelse, og i nogle tilfælde igangsættes alarmberedskabet, når vi bare bliver mindet om hændelserne.
Hvis du f.eks. har haft en mindre god oplevelse med det at gå til eksamen, er der en risiko for, at din hjerne har lagret eksamen som en truende hændelse, hvilket vil aktivere dit alarmberedskab, hver gang du går til eksamen eller blot bliver mindet om eksamen. Det er blandt andet derfor, at nogen oplever, at ’klappen går ned’ ved eksamensbordet, og de pludselig ikke kan huske det pensum, som de har brugt de sidste mange uger på at læse op på. Ligeledes stiger pulsen, og hænderne begynder at ryste, da blodet strømmer til de store organer for at forberede kroppen på at kæmpe, fryse eller flygte. Alt i alt er disse reaktioner ikke det mest hensigtsmæssige, når vi ved en eksamen reelt set skal bruge den del af hjernen (neocortex), der er blevet frakoblet, for at vi kan enten kæmpe, flygte eller fryse.
Din selektive hjerne
Ikke nok med at hjernen har et indbygget alarmberedskab; hjernen søger også konsistens for, hvad vi som mennesker gør – og omgivelserne omkring os: Du kn ekmpvis sgtn lse vad dr str hr, slvom dt r stvt hlt fokrt.
Det er din hjerne, der søger konsistens mellem det, den ser, og hvad den har lært. For din hjerne vil altid forsøge at danne en mening ud fra det, som dine sanser opfanger. Med det skal også forstås sådan, at din hjerne kan bedrage dig i forhold til virkeligheden. Prøv f.eks. relativt hurtigt at tælle, hvor mange gange bogstavet ’F’ optræder i den følgende tekst:
Finished files are the final result of five years of scientific study combined with the field experience of years.
De fleste tæller seks f’er, men der er ni. De tre, der overses, er dem, der indgår i ordet ’of’. Ordet er så ubetydeligt, at vores hjerne slet ikke registrerer det, selvom vi leder efter et bogstav, der består af 50 % af ordet.
Fænomenet kaldes selektiv opmærksomhed, og vi er udsat for det hver evig eneste dag. Dagligt bliver vi nemlig eksponeret for mange tusinde sanseindtryk – og vores hjerne kan sjovt nok ikke bearbejde at have opmærksomhed på samtlige af dem, da vi ikke har kapaciteten til at have opmærksomhed på alt, hvad der foregår omkring os. Derfor rettes vores opmærksomhed mod nogle aspekter af vores omverden, der er særligt interessante for os. Vores opmærksomhed er til dels bevidst, men i højere grad ubevidst.
Husk på, at vores følelser, tanker og handlinger ikke er mindre ægte, bare fordi de er en del af en strategi, der har det ultimative formål at sikre vores geners og arts overlevelse. Det er bare sådan, vi er designet.
Læs mere
Hvis du vil lære at anvende din hjerne til at forbedre din personlige indflydelse, så læs mere om bogen ’83 Lifehacks til Personlig Indflydelse’
Læs også artiklerne:
Mennesket som flokdyr
Din psyke er som dyrs
Den menneskelige stræben efter status
